Mens vi venter, tabes børn og unge på gulvet

Lige nu venter mange af os helt sikkert på, at julemåneden rigtigt skal gå i gang med jule-TV, julepynt, hygge og selvfølgelig juleaften. Og så er der dem, der også venter på noget helt andet. Jeg har set “Smertensbørn” på TV2. Her venter børn på udredning og hjælp. Forældre venter på mere ro i hverdagen og mulighed for at passe deres arbejde. Lærere venter på indgriben fra politisk side, så inklusionstanken ikke lægger folkeskolen i ruiner. Uanset hvor god den tanke var, så er der mange børn, som venter på at kunne gå i skole og modtage undervisning uden stress og støj. 
 
Dokumentaren stiller skarpt på, hvad der er sket i folkeskolen samt i kommunernes hjælp og støtte til børn med særlige behov siden inklusionsreformen i 2012. Inklusionsreformen, som dikterede at flere børn med særlige undervisningsbehov, handicap og diagnoser som fx. autisme og ADHD skulle rummes i de almene dagtilbud, herunder folkeskolen. ​

Jeg tænker, at vi er mange som er glade for, at vi ikke går i folkeskolen i dag. For hold da op, hvor er det dog ringe. Børn der ikke kan rummes i skolen. Børn med og uden diagnoser eller udfordringer, der stresses max af skolens støj, forstyrrelser og overstimulering. Dygtige lærere som forbereder lektioner, som ingen får udbytte af pga. forstyrrelser. Forældre, som ofte må give fortabt over for et system, der svigter syge og handicappede børn, men som heller ikke har tid og plads til de undervisningsparate børn. Hvor er det dog træls for alle parter; de urolige og sårbare børn, de stille og læringsparate børn og lærerne som sikkert er kompetente og dygtige. Alle taber i inklusionens navn og folkeskolen mister dygtige og engagerede elever, fordi de flyttes til privatskoler. Hvis det fortsætter som hidtil, risikerer vi måske, at børnene ufrivilligt opdeles i A-, B- og C-hold: De børn, hvis forældre har råd til privatskole, de børn hvis forældre ikke har råd til privatskole og som må leve med den stressede hverdag i folkeskolen, og endelig de børn som pga. diverse udfordringer ikke trives i det læringsmiljø folkeskolen tilbyder, selv i velfungerende klasser og skoler. 
 
Jeg tænker, vi alle kan være enige i, at inklusionstanken i sig selv er rigtig fin, men det vil forblive et drømmescenarie, så længe ressourcerne til at implementere det og få det til at fungere i hverdagen ikke følger med – og det gør de ikke som det er nu. Folkeskolen er nødt til at se på, hvad der skal til for at kunne rumme de børn, der ellers skulle være i specialklasser og –skoler. Først og fremmest mangler der hænder. I en klasse hvor der er børn med særlige behov, er det bydende nødvendigt med ekstra pædagogisk støtte til at tage hånd om de udfordringer der opstår. Nogle elever vil også have brug for 1-1 støtte og at kunne tage pauser et stille sted, samt hjælp og støtte til at interagere med de andre elever og lærere. Det er en kæmpe opgave, som lærerne selvfølgelig medvirker til at løse, men ikke kan være primus motor for samtidig med undervisningen.  ​

Hvis man spørger diverse fagpersoner fra kommuner, skoler, pædagogiske specialområder m.fl., er de fleste rørende enige i, at der skal flere ressourcer til, for at undgå at børn bliver tabt på gulvet. Men dokumentaren gør det også pinligt klart, at der er en anden grund til at ressourcerne mangler i folkeskolen, nemlig kommunernes langsommelighed i udredningsforløb og anerkendelse af behov for støtte til det enkelte barn.  
I dokumentaren følger man Magnus og Frederikke, to børn som i alt for lang tid har oplevet et liv, der slet ikke hænger sammen og på ingen måde er værdigt. Frederikke har gået gennem hele folkeskolen, før hun får sin ADHD-diagnose. Magnus når at gå tre år i folkeskolen og ønsker at dø, fordi hans hverdag er et kæmpe kaos qua en autisme-diagnose. Endeligt får familien sparket døren ind til hjælp og han får en plads på en specialskole, hvorefter han langsomt men sikkert bliver en gladere dreng.

---

"Hver dag kæmper lærere, elever og pædagoger en unfair kamp for, at sikre alle børn en god og tryg hverdag og et børne- og ungdomsliv, som er værd at leve, men det er svært når midlerne og hænderne ikke rækker langt nok"

---

Hvad skyldes monstro langsommeligheden i kommunerne og på landets folkeskoler? De venter og venter med at indstille til udredning eller behandling i børne- og ungdomspsykiatrien og i al den tid, sparer kommunen penge på ikke at igangsætte de rette tilbud til børnene. Efter at amterne blev nedlagt, fik kommunerne overdraget handicapområdet. Det betyder at der skal findes penge i kommunekassen til at hjælpe borgere, børn og voksne med handicap og sygdom, som kræver støtteforanstaltninger i hverdagen. Og når krybben er tom, bides hestene. Kommunens folk diskuterer penge og prioriteringer, og børn og familier lider, mens de venter. 
Hertil kommer at mange ikke ved, at de ikke skal vente på kommunen, men gå til deres egen praktiserende læge, som kan henvise til psykiatrien. Forældre venter og kæmper i evigheder, fordi de ikke bliver rådgivet om at kontakte egen læge - for så skal kommunen til at finde pengene frem hurtigere, hvis barnet pludselig får papir på sit støttebehov. 
Men vent, diagnose, her ligger endnu en hemmelighed. Der er ikke krav om en diagnose for at kommunen kan igangsætte rette tilbud til børnene. Hver sag skal bero på en individuel vurdering af barnets situation og behov og her er en diagnose ikke et krav. ​

I Danmark siger statistikken lige nu, at hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose. Det kan være angst, ADHD, autisme, depression mm. Det er rigtigt mange og måske også for mange. Eksperterne er helt klart blevet meget bedre til at udrede og finde ADHD og autisme og derfor vil flere med rette få disse diagnoser, mens depression, angst og andre sygdomme meget vel kan komme af det liv vi tilbyder børn og unge mennesker i folkeskolen i dag, samtidig med at præstationspresset aldrig har været større. 
Men hvad er løsningen så?  
Nogle vil tænke, at alle “specialbørn” skal tilbage i specialskolerne, men rigtigt mange børn fra specialskoler får ikke en fuld niendeklasses afgangsprøve, selv om de fagligt ville være i stand til det, og det gør deres vej til uddannelse og arbejde sværere at gå. Samtidig bliver folkeskolen, som det er nu, pålagt at rumme børn, som helt klart trives bedre i et specialskole-miljø og de ender med at knække midt over, i deres forsøg på at gabe over folkeskolen. 
Svaret ligger vel et sted midt imellem: En god folkeskole som får tilført ressourcer, så alle børn får de bedst mulige betingelser, for at lære. Og at de børn og unge med særlige behov, får mulighed for uddannelse, hvis de fagligt er klar, men behøver lidt ekstra støtte. Ligeledes et specialskoletilbud, som kan målrettes børnenes behov og dermed støtte hvert barn til størst mulig udvikling fagligt og socialt. Hertil kommer at kommunen og skolen skal arbejde bedre sammen om at iværksætte støtte og udredning, når der er behov for dette.  ​

Hver dag kan man på facebookgruppen, “Enmillionstemmer”, læse opslag fra frustrerede forældre, der venter på, at deres barn bliver set af kommunen og får den støtte der er behov for. Hver dag kæmper lærere, elever og pædagoger en unfair kamp for at sikre alle børn en god og tryg hverdag og et børne- og ungdomsliv, som er værd at leve, men det er svært når midlerne og hænderne ikke rækker langt nok. De skiftes til at råbe op og ofte råbes der i kor, hvorefter de må tilbage til børnene og fortælle, at de skal vente og være tålmodige. Men børn skal ikke være tålmodige efter og vente på et godt børneliv. Et godt børneliv bør være en selvfølge for ethvert barn.  
 
Rundt om i mange hjem tændes kalenderlysene i dag og børn og voksne venter spændt på hvad julemåneden vil bringe af hygge, juleløjer og gaver. Men mange venter også på en endnu større gave: fred i sindet, mere ro i skolen, bedre vilkår for undervisning, en udredning og/eller længe ventede støtteordninger. Mange har ønsker til et bedre liv og en bedre skole, og taler deres sag igen og igen. Men at få et helt system igennem Julemandens værksted, så det kommer forandret og forbedret ud, kræver handling fra et sted højere oppe. Det venter vi på, men desværre er der allerede alt for mange familier, børn og unge, der ikke kan vente længere. De er ødelagt af systemet, og ødelagte børn bliver ofte til voksne med traumer og ondt i livet, som kan fortsætte kampen med/mod kommunen. En kamp, sandsynligvis, med endnu mere indlagt ventetid. ​