Autisme og følelser

Vrede, tristhed, glæde, lykke, had, misundelse, skam…
Vi mennesker har så mange følelser inde i os.  Vi navigerer hele dagen og livet i hele paletten af følelser og nogle gange kan vi endda blive så overvældede, at vi ikke engang helt ved hvad vi egentlig føler. 
 
Følelseslivet og dets udfordringer er fælles for os mennesker, selvfølgelig med individuelle forskelle; nogle er mere pragmatiske og rolige mens andre kan være i følelsernes vold. Men vi har alle følelser. Dette gælder også for autister. Mange tror stadig fejlagtigt, at autister har et meget begrænset følelsesliv og mangler sympati og empati for andre mennesker. Mange mennesker tænker stadig ”Rainman,” når de hører ordet ”autisme.” Vi har tilsyneladende svært ved at slippe tidligere tiders faglige ekspertise, som har lært os, at autister ikke føler det samme som andre mennesker og ikke bekymrer sig om andre end dem selv. ​

I mit arbejde med unge der har diagnosen autisme, taler jeg meget med dem om deres følelser. Jeg oplever som oftest, at de er meget opmærksomme på deres følelser og jeg ser dagligt hvordan de unge bliver glade, triste og vrede, akkurat som alle andre mennesker. For nylig har jeg, her lige inden sommerferien, sagt farvel til de unge der blev færdige med deres uddannelse og dermed også afsluttede deres forløb med mig. Jeg oplevede unge mennesker som var tydeligt kede af at skulle slutte kontakten til mig og flere med tårer i øjnene. Helt naturligt efter vores mange sessioner med samtaler om stort og småt, hvor vi har tacklet udfordringer og fejret sejre. Mange følelser i en stor pærevælling. Siden da har jeg funderet over det med autisme og følelser, for selvom autister har lige så mange følelser som os andre, synes det at være et emne som mange autister kæmper med. Jeg tænker det er fordi, der er nogle forskelle i forhold til hvordan autister forstår og reagerer på egne og andres følelser og på hvordan empati, sympati og medfølelse opleves og kommer til udtryk. ​

Oplevelsen af egne og andres følelser er noget mange autister kæmper med. Mange autister udtrykker at de bedst forstår og håndterer simple og lige til følelser som glæde, tristhed og vrede. At være glad for en sportssejr, trist over at miste eller vred over uretfærdighed, er til at gå til, mens fx skyld, bitterhed og misundelse er sværere at have med at gøre, fordi det ofte bunder i mere komplekse historier og udfordringer i livet. Generelt set har mennesker med autisme et svagere filter mod stress og uforudsete hændelser. De fleste af os kender til hvordan livets uforudsigelighed, kan give for meget tankevirksomhed, stress samt følelsesmæssigt oprør. Hos autisten kan en følelse dog meget lettere blive altoverskyggende, fordi hun/han ikke er i stand til at filtrere. Hele følelsen bliver lukket ind og får lov til at overtage og det kan blive svært at se en vej ud af fx uretfærdigheden eller oplevelsen ”at blive trådt på.” Nogle gange kan følelsen blive så altoverskyggende, at det ender i det der i autismeverdenen kaldes meltdown/nedsmeltning, hvor personen slet ikke kan være i sig selv. En nedsmeltning kan komme til udtryk på mange måder, akkurat ligesom alle andre mennesker også reagerer helt individuelt på stress. Nogle bliver indelukkede og vil kun være alene, mens andre bliver udadreagerende, hidsige eller græder meget og får fortalt omverdenen præcis hvordan de har det. Hertil kommer at mange med autisme også ofte oplever, hvordan de kan opleve noget der ikke er rart, men ikke helt kan fornemme hvad de føler og tænker om det. Det er ofte i situationer der har været svære at overskue lige når de skete. Det føles ubehageligt, men kan være svært at sætte ord på. Den følelsesmæssige reaktion kan derfor forsinkes, sådan at autisten ikke rigtigt føler det store, for så lige pludselig næste dag eller en uge efter, at bryde sammen og så kommer følelserne frem. Nogle gange er denne forsinkede reaktion også et udtryk for, at en del med autisme gemmer deres følelser væk, da de ved, at de vil blive meget overvældede, når de giver sig selv lov til at mærke dem.

---

"En hel del autister er faktisk meget overraskende hypersensitive over for andre menneskers sindsstemninger"

---

Samtidig med at mennesker med autisme føler meget stærkt, når de føler noget, kan de også føle meget stærkt, når andre mennesker har ”følelserne uden på tøjet.” Det er det manglende filter, som gør at autister tager alting ind, uden at der bliver sorteret i det først. Det kan være svært for neurotypiske mennesker at forstå, ikke af uvilje, men fordi man ikke forventer at et vredt udbrud eller et andet menneskes tristhed, kan have så stor indflydelse. En hel del autister er faktisk meget overraskende hypersensitive over for andre menneskers sindsstemninger og langt de fleste kærer sig i lige så høj grad om andre sammenlignet med neurotypiske. De autister som er hypersensitive over for sindsstemninger, beretter ofte om, hvordan andres vrede eller tristhed nærmest overtager deres eget følelsesliv og skaber uro og angst i hovedet og kroppen. Faktisk er denne tilstand ret sammenlignelig med helt små børn, der bliver tydeligt utrygge når mennesker omkring dem er i affekt eller når de græder med barnet ved siden af, uden at forstå hvorfor det andet barn græder. De fleste mennesker bliver påvirkede af andres sindsstemninger, men med en distance der gør, at de kan være i sig selv. ​​
​

Men betyder denne sensitivitet for egne og andres følelser, at autister har helt almindelige reaktioner og følelser i forhold til empati, sympati og medfølelse?

​Nej, ikke nødvendigvis. Hos de fleste autister vil der være kvalitative forskelle i empati, sympati og medfølelse for andre mennesker. ​

Langt størstedelen af mennesker med autisme vil stejle, når andre mennesker på grund af misinformation, skråsikkert slår fast, at autister ikke evner empati og sympati for andre. 
Mennesker med autisme har empati, sympati og medfølelse. Dog kan de godt have udfordringer med at forstå helt hvad en anden person føler og tænker i nye situationer, hvis det er noget autisten ikke selv har prøvet i sit liv eller ikke kan sætte sig ind. Ydermere kan det være svært at vide, hvordan de bedst kan støtte en anden person eller hjælpe (vise medfølelse), fordi det kræver oseaner af tankekraft at regne sig frem til, hvordan man måske selv ville have det og hvad man selv ville ønske andres hjælp til - og derefter få det omsat til noget konkret. Mange mennesker har også bare brug for at tale, tale og tale endnu mere, mens en del mennesker med autisme hellere vil handle og gøre noget konkret, der kan forbedre en skidt situation. 
Empati beror på evnen til at sætte sig i andres sted og fx forstå at de har det svært. Heri ligger også accepten af at vi alle har forskellige historier og oplevelser med i rygsækken, som gør at to mennesker ikke nødvendigvis reagerer ens eller lige kraftigt. Det kan de fleste autister sagtens forstå og handle ud fra, om end det muligvis tager lidt længere tid og kræver et større arbejde kognitivt. Lidt anderledes forholder det sig med sympati. ​

Selvom en del autister er hypersensitive over for andres sindsstemninger, er det ikke helt det samme når det kommer til at være sympatisk. Sympati er det der sker, når vi tager følelsesmæssigt del i andre menneskers glæder og sorger, fordi vi forstår hvad de føler og spejler os i deres følelser, ved at være glade og kede af det sammen med dem. Her kan mennesker med autisme ”komme til kort” fordi de kan have svært ved spejle sig i andre og fremkalde de samme følelser i dem selv. Der er stor forskel på at blive påvirket af andres sindsstemning, som jeg skrev om tidligere, og det at kunne spejle sig i andre og give den glæde eller sorg tilbage, sådan at følelsen og forståelsen bliver gensidig. Mange autister beskriver ofte hvordan de skal anstrenge sig og nærmest gøre det umulige, når de forsøger at spejle andre mennesker i en samtale. Ofte ageres der ud fra devisen "fake it till you make it," hvorved autisten tager en passende maske på og spiller skuespil. Det er enormt trættende for mennesker med autisme fordi de har en forståelse af hvad der kræves socialt, men ikke føler sig i stand til at agere passende uden at miste en del af sig selv.

Alle mennesker har følelser - også autister. Fra første færd bruger vi vores følelser til at give udtryk for behov og tanker og til at forstå andres følelser. Vi lærer at navigere i vores følelser og genkende dem hos andre og vi gør det meste af det meget intuitivt; det er ikke noget vi tænker meget over. Der har autisten lidt længere at gå. Autisten får og fornemmer samme følelser som alle andre mennesker, men skal ofte bruge længere tid og arbejde hårdere på, at bearbejde følelsesmæssige indtryk og forstå og forsøge at spejle sig i andres følelser, så de kan udvise nøjagtig den samme grad af empati som de fleste andre. ​

Derfor er det ikke helt forkert når mange autister og fagfolk i dag siger, at det, at påstå at autister ikke har empati, er en hån mod autisterne, som hver dag går den ekstra mil i empatiens navn. ​